Den bymæssige side af feriebebyggelsen er udformet som gadehuse, der føjer sig efter det krogede forløb i Låsbygade. Den øvrige – og største – del er parkbebyggelse af 13 3 etagers punkthuse, hvoraf de 12 er forbundet parvis. Husene står frit i parkomådet. Deres grundplaner har former som cirkel, trekant, kvadrat, ottekant og rektangel – en geometrisk leg, der i tre dimensioner viser sig som en rig variation af fritstående cylindre og prismer, hvorimellem der er overraskende synsvinkler mod søen og byen. Facaderne er overvejende af glas med partier af sortmalet træ. Mangfoldigheden af former og begrænsningen af materialer og farver er et gammelt veltjent mønster for god byarkitektur.
Arkitekterne Troels Hasner og Ole Justesen modtog i 1994 Nykredits arkitekturpris for bebyggelsen.


